Dato: 19. august 2013Vi er stolte over at kunne fortælle, at Gyldendal har erhvervet de danske rettigheder til The Cuckoo’s Calling, den anmelderroste første kriminalroman af Robert Galbraith - pseudonym for J.K. Rowling, bestsellerforfatter til Harry Potter-serien og romanen Den tomme plads.
Gyldendal planlægger at udgive kriminalromanen medio oktober 2013, og den får titlen Gøgens kalden. Bogen udkom på engelsk i april 2013.
The Cuckoo’s Calling oversættes af Agnete Stjernfelt, der også oversatte Den tomme plads.
Gyldendal har også købt krimiseriens næste bind, der forventes at udkomme på engelsk næste sommer.
Med venlig hilsen
Gyldendal
For yderligere information kontakt:
Souschef Merete Borre, Gyldendals skønlitterære redaktion, mobil 2076 3737.
Om Gøgens kalden:
Da en smuk model findes død under en snedækket balkon i det mondæne London-kvarter Mayfair, antager politiet hurtigt, at der er tale om selvmord. Men hendes bror har sine tvivl, og derfor hyrer han privatdetektiven Cormoran Strike til at undersøge sagen nærmere.
Strike er krigsveteran med både fysiske og psykiske men, og hans liv ligger i ruiner. Sagen redder i sidste øjeblik hans økonomi, men ikke uden personlige omkostninger: Jo dybere han dykker ned i den unge piges komplicerede verden, jo mere lukker sagen sig om ham – en sag, der viser sig at bringe Strike i den største fare …
Gøgens kalden er en elegant krimi, der gennemsyres af Londons stemningsfulde, farverige miljøer, fra Mayfairs stille gader til pubberne i East End og det hektiske liv i Soho.